Da jeg arbejdede i en SFO var der mange forældre som var fuldstændig tilfredse med det der skete, men der var også forældre som lod os mærke at de syntes at der ikke skete nok og at det ikke var tydeligt nok det der foregik.
SFO´en har en hjemmeside, men de for den ikke ikke opdateret, så den er ikke spændende at kigge ind til.
Min overvejelser er derfor at lave en Blog, man kunne selvfølgelig køre videre med hjemmesiden, men da børnene skal medinddrages, tror jeg det er godt at starte noget nyt op, hvor det også er børnene der skal bestemme layout og finde et navn til Bloggen.
På bloggen kan forældrene kommentere de indlæg børnene laver, de for altså respons på det de laver og det vil forhåbentlig motivere børnene i deres "arbejde".
Jeg forestiller mig, at alle børn og forældre skal informeres omkring projektet, da muligheden til at anvende billeder, videoer og interview skal godkendes af både børn og forældre.
Det skal være børnenes opgave at være opmærksom på, hvad det er der foregår i SFO´en, de skal få lov til at bruge et digitalcamera, optage video og evt. interviewe deres kammerater. Det vil sige de kan skrive historier/fortællinger om hverdagen, vise billeder eller dokumentere det skete med video eller som lydfil.
Jeg ved, at i den SFO jeg tænker på, hvor projektet kunne gennemføres, vil personalet sige, "uha nej Diana, det kan vi ikke finde ud ad", men jeg vil mene, at det næsten ikke er nødvendig at personalet kan finde ud af det. Børnene kan nemlig!!
De har næsten alle en mobiltelefon, som kan tage billeder og video og optage lyd og de fleste ved hvordan de lægger tingene på computern. Så de skal kun lære hvordan man skal gøre for at lægge alle disse fine ting ind i Bloggen. Og jeg er 100 % sikker på at det lærer de hurtigt :-)
Om det skal være frit overladt til børnene, hvem der laver indlæg, må man afprøve, eller om man laver grupper til hver uge. Jeg tror det er en god ide at blande aldergrupperne, så børnene kan lære af hinanden.
Personalet, skal egentlig kun være der, for at se hvad det er børnene vil lægge i Bloggen. Der må være en regel om, at man skal være positiv og fair overfor sine kammerater. Ikke noget med at gøre nar af nogen. Der er sikkert plads til sjove billeder ( et megavådt barn, som har tabt vandkampen) men det skal ikke være sådan at der er nogen der føler sig drillet.
Bloggen vil således ikke kun blive en informationsside til forældrende og mange andre, men også en slags dagbog for børnene, da de på denne måde holder fast i deres oplevelser de har sammen.
torsdag den 10. januar 2008
torsdag den 3. januar 2008
Projektet i multimedie
Da jeg læste, at vi skal lave et projekt i multimedie ( og det er noget siden :-) ) havde jeg efter min mening en udmærket ide.
Ældre og unge mennesker som via nettet skulle kommunikere med hinanden og på denne måde ville det være muligt at formidle viden til de unge mennesker, som ved denne form for læring måske ikke absolut ville opfatte det som en "virkelig" undervisning men selv kunne være med til at bestemme, hvordan og i hvilken form deres viden skulle øges.
Men i min iver, overså jeg, at mine målgrupper ikke var helt passende. Øv, jeg mente ellers at man som pædagog også kunne arbejde med ældre mennesker. Nå, men nu måtte jeg jo tænke mig om, hvad kunne jeg finde på?!
Men jeg kom i tanker om, at jeg jo i min egen blog havde nævnt en ide, hvad multimedie kune bruges til i forbindelse med pædagogarbejdet.
En informationsblog, som fortæller om de ting der sker i institutionen.
Jeg har valgt, at gå ud fra en SFO, da jeg har arbejdet i en SFO i godt et år, er det lettere for mig at kunne forestille mig, både hvordan personalet, børn og forældre ville reagere på ideen og da man kender hverdagen, er det også muligt at forestille sig, hvordan projektet kan startes op og sættes igang. Så mange mange tanker og ideer kører rundt i mit hovede allerede i mange mange dage, så nu vil der komme nogle flere indlæg, så det hele kan komme på plads inden det hele snart skal afleveres!!
Ældre og unge mennesker som via nettet skulle kommunikere med hinanden og på denne måde ville det være muligt at formidle viden til de unge mennesker, som ved denne form for læring måske ikke absolut ville opfatte det som en "virkelig" undervisning men selv kunne være med til at bestemme, hvordan og i hvilken form deres viden skulle øges.
Men i min iver, overså jeg, at mine målgrupper ikke var helt passende. Øv, jeg mente ellers at man som pædagog også kunne arbejde med ældre mennesker. Nå, men nu måtte jeg jo tænke mig om, hvad kunne jeg finde på?!
Men jeg kom i tanker om, at jeg jo i min egen blog havde nævnt en ide, hvad multimedie kune bruges til i forbindelse med pædagogarbejdet.
En informationsblog, som fortæller om de ting der sker i institutionen.
Jeg har valgt, at gå ud fra en SFO, da jeg har arbejdet i en SFO i godt et år, er det lettere for mig at kunne forestille mig, både hvordan personalet, børn og forældre ville reagere på ideen og da man kender hverdagen, er det også muligt at forestille sig, hvordan projektet kan startes op og sættes igang. Så mange mange tanker og ideer kører rundt i mit hovede allerede i mange mange dage, så nu vil der komme nogle flere indlæg, så det hele kan komme på plads inden det hele snart skal afleveres!!
tirsdag den 4. december 2007
Selvportæt i videoform
Egentlig skulle det kun blive en helt simpel video, men da jeg så sad der på mit værelse og ikke rigtig havde andet at foretage mig, kunne jeg ikke lade være med, at se lidt på windows mowie maker :-). Fik egentlig kun tilføjet Rulletekster inden og efter og så troede jeg ellers den var klar. Men da jeg så sad en aften, fik jeg en ide om at jeg jo kunne flette billeder ind i videon, lidt som når man ser nyhederne og de fortæller noget og så kommer der et billede, så det fik jeg lavet og så kunne jeg ikke la´ være med at sætte lidt effekter på også. Jeg fik det hele gemt, men da jeg så endelig var nået så langt, at jeg var hjemme igen og ville uploade den til Youtube, fik jeg at vide at dette format ikke kunne læses, øv!! Så jeg kiggede frem og tilbage, hvad der var galt og i stedet for at vælge gem projekt som, valgte jeg gem filmfil og nu jubii, det gik denne gang, så nu ser vi om det virker eller driller ;-)
http://www.youtube.com/watch?v=rNtI17CcD18
http://www.youtube.com/watch?v=rNtI17CcD18
mandag den 3. december 2007
En historie om mulvarpen
Ja, så er jeg endelig på nettet igen!!
Puha, det er ikke rart at komme bagud på denne måde.
Jeg vil kort fortælle, hvilken fremgangsmåde jeg har brugt til min historie og så håber jeg ellers, at jeg kan huske hvordan jeg skal lægge den ind i bloggen:-)
Med Audacity optog jeg først og fremmest selve historien, som jeg selv læste op, jeg lavede lidt med stemmerne, men det var egentlig det hele. Så var jeg inde på Findsounds og fandt de lyde som jeg skulle bruge til de forskellige dyr som er med i historien. Dette gemte jeg som mp3fil og ja, egentlig troede jeg at jeg var færdig, så skete der en hel masse andre ting og mens tiden gik og jeg havde meget tid til at have tænkepauser, kom der lige nogle ideer i forhold til historien.
Så jeg fandt den gemte fil frem, og nynnede en lille start og slutmelodi + at jeg tilføjede nogle småbemærkninger, som hovedpersonen i historien efter min mening kunne sige.
Det hele blev gemt igen og ja, så var historien færdig. Nu bliver den endelig afleveret og jeg håber i kan li´ den, ja jeg håber i overhovedet gidder at høre den, for det er jo noget siden, at denne opgave var aktuelt.
http://jadiana0911.podOmatic.com/entry/eg/2007-12-03T06_42_06-08_00
ja, det er vist ikke den flotteste måde, kan ikke få det til at virke anderledes og er stadig lidt under tidspres, så i må undskylde :-)
Puha, det er ikke rart at komme bagud på denne måde.
Jeg vil kort fortælle, hvilken fremgangsmåde jeg har brugt til min historie og så håber jeg ellers, at jeg kan huske hvordan jeg skal lægge den ind i bloggen:-)
Med Audacity optog jeg først og fremmest selve historien, som jeg selv læste op, jeg lavede lidt med stemmerne, men det var egentlig det hele. Så var jeg inde på Findsounds og fandt de lyde som jeg skulle bruge til de forskellige dyr som er med i historien. Dette gemte jeg som mp3fil og ja, egentlig troede jeg at jeg var færdig, så skete der en hel masse andre ting og mens tiden gik og jeg havde meget tid til at have tænkepauser, kom der lige nogle ideer i forhold til historien.
Så jeg fandt den gemte fil frem, og nynnede en lille start og slutmelodi + at jeg tilføjede nogle småbemærkninger, som hovedpersonen i historien efter min mening kunne sige.
Det hele blev gemt igen og ja, så var historien færdig. Nu bliver den endelig afleveret og jeg håber i kan li´ den, ja jeg håber i overhovedet gidder at høre den, for det er jo noget siden, at denne opgave var aktuelt.
http://jadiana0911.podOmatic.com/entry/eg/2007-12-03T06_42_06-08_00
ja, det er vist ikke den flotteste måde, kan ikke få det til at virke anderledes og er stadig lidt under tidspres, så i må undskylde :-)
tirsdag den 6. november 2007
Institutioner og computerspil
Efter at have læst artiklen Doom i Havnbjerg må jeg sige, at jeg genkender mange af de observationer som bliver beskrevet. I vores SFO var der dog kun 2 computer og de havde ikke noget netværk, men fælleskabet var der og man fik tit duften af sure sokker i næsen, når man skulle op på hemsen for at se, hvad det var der skete ved skærmene, fordi der var så mange børn.
Her kunne man også tydeligt se, at det var de store drenge som havde styr på reglerne og fremgangsmåden i spillene og at de mindre drenge skulle se på. De store drenge har, set med de små drenges øjnes, gennem deres "Know how" omkring spillet opnået en form for status, de er seje og kan finde ud af denne komplicerede computerteknik, med alle de knapper og nye beskeder der hele tiden dukker op på ny. Og de små drenge er, fordi de ser op til de store, blevet accepteret, de bliver tolereret, når de ser på og stiller spørgsmål, fordi det bekræfter de store i, at det er dem der er gode og kan finde ud af det. Dette fællesskab, som kommer op at stå, kunne man også følge udenfor computerrummet. Rollerne er fordelte, de store er de "seje" og de små, er dem der skal lære endnu, men det er på en rar møde det foregår, de er flinke ved hinanden og finder ud af, at det kan være en fordel at lære fra hinanden.
I starten har jeg heller ikke forstået, at de andre bare gider at sidde ved siden af og se på, men det er som der også beskrives i artiklen, meget mere der foregår i sådan et forløb.
Min oplevelse om pædagogens rolle, med hensyn til computerne, har ikke været den store "aha-oplevelse", børnene fik sedlen til at skrive sig på, og hvis de mindste skulle have hjælp til at logge sig på, så blev det gjordt. Men hvor er den virkelige interesse for det børnene laver ved computeren? Kommer man op og kigger, tror børnene tit at noget er galt, de føler sig kontroleret og det kan ikke være rigtigt. Man skal ikke selv være verdensmester i spil, for at tale med børnene om det de spiller/foretager sig på computern, men det er sikkert godt at holde sig opdateret, vise interesse og spørge dem, hvad det er de laver. Børnene må godt stå i rollen, som den der har mere forstand på det, det styrker dem i det de kan og de bliver ikke kun ivrige til at gøre det endnu bedre, men lysten til at fortælle om det de har lavet med computerne bliver også større.
Jeg fandt i Børn og unge artiklen Computer pæd@gogik . Mellem disse to artikler ligger der 5 år. Og hvor vi i den første læser, at pigerne ikke er så aktive, er der sket en udvikling og pigerne kan endda få drengene til at lege med pigespil.
I denne fritidsklub, må jeg nok sige, at man har gjordt noget ud af alle tre punkter, som vi i dette indlæg skal forholde os til. Og jeg ser tydeligt den kulturelle udvikling i det.
Musik med computeren, før i tiden blev der lavet trommer af kokosnødder.
Invitationer og bogmærker, før i tiden blev der klippet og klistret.
SIMS spillet, da jeg var barn, klippede jeg personer og ting og sager ud af varehus kataloger og lavede sådan en egne verden.
Det hele har forandret sig, men stadig laver vi og også børnene de samme ting, bare på en anden måde. Legen er der stadig, børnene udvikler deres kompetencer, bare på en anden måde.
Jeg vil mene, at computeren er et vigtigt redskab, som ikke kun skal bruges af børnene selv, men som Søren Nørgaard siger i artiklen, der skal være en voksen, der arbejder sammen med børnene, inspirerer dem og introducerer nogle nye ting for dem.
Vi lærer en masse i multimedie lige nu, men hvor gode vil VI virkelig blive, ikke kun til at bruge, men også til at formidle børnene denne viden og forståelse af brugen af computeren ikke kun til spil, men til alle de store muligheder den rummer?
Her kunne man også tydeligt se, at det var de store drenge som havde styr på reglerne og fremgangsmåden i spillene og at de mindre drenge skulle se på. De store drenge har, set med de små drenges øjnes, gennem deres "Know how" omkring spillet opnået en form for status, de er seje og kan finde ud af denne komplicerede computerteknik, med alle de knapper og nye beskeder der hele tiden dukker op på ny. Og de små drenge er, fordi de ser op til de store, blevet accepteret, de bliver tolereret, når de ser på og stiller spørgsmål, fordi det bekræfter de store i, at det er dem der er gode og kan finde ud af det. Dette fællesskab, som kommer op at stå, kunne man også følge udenfor computerrummet. Rollerne er fordelte, de store er de "seje" og de små, er dem der skal lære endnu, men det er på en rar møde det foregår, de er flinke ved hinanden og finder ud af, at det kan være en fordel at lære fra hinanden.
I starten har jeg heller ikke forstået, at de andre bare gider at sidde ved siden af og se på, men det er som der også beskrives i artiklen, meget mere der foregår i sådan et forløb.
Min oplevelse om pædagogens rolle, med hensyn til computerne, har ikke været den store "aha-oplevelse", børnene fik sedlen til at skrive sig på, og hvis de mindste skulle have hjælp til at logge sig på, så blev det gjordt. Men hvor er den virkelige interesse for det børnene laver ved computeren? Kommer man op og kigger, tror børnene tit at noget er galt, de føler sig kontroleret og det kan ikke være rigtigt. Man skal ikke selv være verdensmester i spil, for at tale med børnene om det de spiller/foretager sig på computern, men det er sikkert godt at holde sig opdateret, vise interesse og spørge dem, hvad det er de laver. Børnene må godt stå i rollen, som den der har mere forstand på det, det styrker dem i det de kan og de bliver ikke kun ivrige til at gøre det endnu bedre, men lysten til at fortælle om det de har lavet med computerne bliver også større.
Jeg fandt i Børn og unge artiklen Computer pæd@gogik . Mellem disse to artikler ligger der 5 år. Og hvor vi i den første læser, at pigerne ikke er så aktive, er der sket en udvikling og pigerne kan endda få drengene til at lege med pigespil.
I denne fritidsklub, må jeg nok sige, at man har gjordt noget ud af alle tre punkter, som vi i dette indlæg skal forholde os til. Og jeg ser tydeligt den kulturelle udvikling i det.
Musik med computeren, før i tiden blev der lavet trommer af kokosnødder.
Invitationer og bogmærker, før i tiden blev der klippet og klistret.
SIMS spillet, da jeg var barn, klippede jeg personer og ting og sager ud af varehus kataloger og lavede sådan en egne verden.
Det hele har forandret sig, men stadig laver vi og også børnene de samme ting, bare på en anden måde. Legen er der stadig, børnene udvikler deres kompetencer, bare på en anden måde.
Jeg vil mene, at computeren er et vigtigt redskab, som ikke kun skal bruges af børnene selv, men som Søren Nørgaard siger i artiklen, der skal være en voksen, der arbejder sammen med børnene, inspirerer dem og introducerer nogle nye ting for dem.
Vi lærer en masse i multimedie lige nu, men hvor gode vil VI virkelig blive, ikke kun til at bruge, men også til at formidle børnene denne viden og forståelse af brugen af computeren ikke kun til spil, men til alle de store muligheder den rummer?
Abonner på:
Opslag (Atom)
